Menu Luk

KLÆDT PÅ TIL ALLE TIDERS SELSKAB

KLÆDT PÅ TIL ALLE TIDERS SELSKAB

ÅRETS KJOLE 2019

“Jeg er simpelthen så glad og stolt, fordi det er en anerkendelse af ens arbejde” sagde Lasse Spangenberg med stor glæde, da han vandt prisen for Årets kjole 2019 kåret af Billedbladets læsere efter, at kjolen havde gjort stort indtryk.

Årets kjole blev båret af den tidligere topsvømmer Lotte Friis til Sportsgalla i Jyske Bank Boxen i Herning, da hun blev optaget som det 34. medlem i Sportens Hall of Fame. Topatleten kan se tilbage på en succesfuld karriere, hvor hun har vundet medaljer indenfor både OL, VM og EM.

Selve arbejdet med Spangenbergs kreation til Lotte Friis begyndte allerede mange måneder før den festlige begivenhed. Den smukke selskabskjole er figursyet i havfruesnit og bygget op omkring en corsage med små feminine håndsyede ærmer, da Spangenberg gerne ville fremhæve svømmerens flotte figur. Samtidig var Spangenberg og Lotte Friis enige om, at kjolen skulle være enkel i udtrykket og ikke alt for galla-agtig. Derfor valgte de sammen den gammelrosa farve til kjolen – en farve, der passer til Friis’ hårfarve ifølge Spangenberg. Det gammelrosa blondestof er lavet i lasercut og overdrysset med perler indfarvet i samme farve. Absolut en kjole der bør opleves helt tæt på i vores særudstilling ‘Klædt på til alle tiders selskab’.

DE BRØLENDE 20'ERES CHARLESTONKJOLER

I 1920’erne skete der en radikal ændring indenfor kvindemoden. Væk var de lange slæb og lag på lag-skørterne fra begyndelsen af århundredet. Også korsettet blev fuldstændig kasseret – især af de unge kvinder. Selskabskjolerne gennemgik en sand forvandling, hvor de blev kortere og lettere i materialet.

Den korte Charlestonkjole – også kaldet Flapperkjolen – var syet af farvet, transparent stof, havde gerne smalle stropper eller endda spaghettistropper, og var pyntet rigeligt med glimmer, perler og silkefrynser. Dyb udskæring i både bryst og ryg blev populært, og barmen skulle helst være lille og kroppen spinkel. Hvor fokus tidligere var på taljen og de kvindelige former, lå snittet i den nye mode nu ved hofterne, der skabte det drengede look kaldet ‘La Garçonne’.
Også den kvindelige frisure gennemgik en transformation og især yngre kvinder fik klippet håret i den kortere page, der blev ‘bobbet’ med en permanent.

De kortere aftenkjoler gjorde det desuden lettere at bevæge sig til den nye populære dans, Charleston. Derfor havde selskabsskoene en bastant hæl og remme, så de blev siddende på foden, mens man dansede natten lang.  

20’erne var også årtiet, hvor makeuppen for alvor slog igennem. Den røde læbestift var blevet et symbol på kvindernes frigørelse efter kvindeforkæmpere havde demonstreret i New York iført knaldrød læbestift tilbage i 1912. Moralske fordomme overfor den dristige røde farve faldt i løbet af årtiet som følge af stumfilmenes voksende popularitet, hvor starletterne havde overdrevne mørke læber. Munden skulle være skarpt optegnet og gerne være lille og velformet. Hvis ikke den var det fra naturens side, malede man den sådan.
Mens makeuppen var kraftig, fremhævede moden arme, ben og ryg; den ‘blottede krop’ var en kontrast til det sminkede ansigt.

Udover de nye modefænomener havde de fleste kvinder i Europa fået stemmeret inden 1920, hvilket siden blev et billede på den første bølge af kvindebevægelsen. Som kvindernes selvstændighed vandt frem i løbet af 1920’erne, begyndte flere at ryge. Sammen med lange perlekæder eller glitrende pandebånd havde kvinderne lange, elegante cigaretrør. Disse faktorer tegnede silhuetten af en ny kvindefigur, der så småt begyndte at arbejde, bruge penge, ryge og drikke cocktails.

DEN SMARAGDGRØNNE OSCARKJOLE

Spangenbergs elegante smaragdgrønne kjole i det minimalistiske snit – med de store pufærmer og det lange slæb – er inspireret af de glamourøse aftenkjoler fra 1930’erne, der blev båret af filmstjernerne under Hollywoods gyldne æra. Selskabskjolerne havde ofte et snit – der sammen med silkematerialerne – fremhævede den slanke, kvindelig figur på en sofistikeret måde.

Den luksuriøse kjole med de swarovskibesatte manchetter er et forstudie til en senere færdig kjole. Dog blev prototypens dybe V-udskæring redesignet på den færdige kjole – der i stedet fik en firkantet udskæring – da den oprindelige var en anelse for vovet.

Den færdige kjole blev båret af den danske filmproducer Sigrid Dyekjær på den røde løber til Oscaruddelingen 2020. Dyekjær var producer på den dansk-syriske dokumentar ‘The Cave’, der var med i det afsluttende kapløb om den absolut mest prestigefyldte filmpris – en Oscar. Som én af fem dokumentarfilm var ‘The Cave’ kommet igennem nåleøjet og nomineret til den gyldne statuette i kategorien ‘Bedste dokumentar’ ved Oscarfesten.

The Academy Awards eller Oscar-uddelingen er en filmpris, der i tidernes morgen blev skabt for at hylde instruktører, skuespillere og andre filmfolk både foran og bag kameraet. Prisen anses for at være den mest eftertragtede indenfor filmindustrien, og uddelingen vises på Tv i mere end 200 lande. Den første filmpris i 1929 fandt sted ved en privat brunch på Hollywood Roosevelt Hotel med 270 gæster, hvor der blev uddelt 15 statuetter. Sidenhen har uddelingen udviklet sig så der i dag uddeles priser indenfor hele 24 kategorier.

Udover uddelingen af statuetterne får de nomineredes beklædning til selve Oscarfesten mindst lige så stor opmærksomhed. Som modeskaber har Spangenberg skabt glamourøse kjoler til både kongefamilien, kendte fra film- og Tv-branchen såvel som teater- og musicalforestillinger m.m. Det er derfor ikke overraskende, at Spangenbergs kreationer også er at finde på den røde løber helt ovre på den anden side af Atlanten.

DEN FARVEDE BRUDEKJOLES HISTORIE

Den elegante, laksefarvede selskabskjole stammer fra 1930’erne.
Kjolen var oprindeligt en hvid brudekjole, der efter brylluppet blev indfarvet, så den kunne bruges som aftenkjole. Både kjolens satinstof og snit bidrager til de lange, slanke linjer, der var kendetegnende for selskabsmoden fra den tid. Der er ekstra fokus på kjolens ærmer med biselæg, den brede krave og de detaljerede filigranknapper. Overskæringen i taljen med bæltet er også typisk for 30’ernes mode.

Den hvide brudekjole – som vi kender den i dag – blev først almindelig i løbet af 30’erne i Danmark. Tidligere var der tradition for sorte brudekjoler, da disse kunne bruges mere end én gang og derfor var både mere praktiske og økonomiske. Kun ganske få kvinder fra samfundets øverste lag bar hvidt på deres bryllupsdag, da det var en luksus.

Først i efterkrigstiden var velstanden så høj, at bruden kunne tillade sig den ekstravagance at anskaffe sig en kjole, der alene blev brugt til den store dag. Før da var det almindeligt at farve brudekjolen, så den kunne anvendes senere ved andre festlige begivenheder. Selvom den hvide brudekjole slog igennem i 1930’erne, var det under besættelsen svært at skaffe stof på grund af vareknapheden. Visse brudekjoler blev derfor blandt andet syet af faldskærmsstof.

Den økonomiske krise – efter Børskrakket på Wall Street i 1929 – afspejlede sig også i selskabskjolernes stil.  Efter 20’ernes korte og mere løsslupne aftenkjoler, blev selskabskjolerne mere diskrete og det blev igen populært med fuld længde. Kvindeidealet for 1930’erne var en feminin, men slank og sund figur. Moden blev igen mere kropsnær og som noget nyt blev aftenkjolernes stof ofte skåret på skrå, så det smøg sig om kroppen. Dette var med til at understrege den kvindelige silhuet, hvilket også ses i den laksefarvede brudekjole.

DIVAER I GLAS

Udover at designe glamourøse kreationer til kendte danskere, skaber Lasse Spangenberg også kostumer til teaterforestillinger. Et arbejde som han nyder og som går helt tilbage til hans tid i Odense, hvor han lavede kostumer til H. C. Andersen Paraden. Spangenberg har da også udtalt om sig selv, “jeg er jo en teaterdreng, og jeg lever lidt i en eventyrverden”.

Det var derfor helt naturligt, at valget faldt på Spangenberg, da der skulle kreeres kostumer til ‘Divaer i glas’. Musikforestillingen blev skabt som en hyldest til de mange verdensstjerner, der optrådte i Glassalen fra 1959 og frem til 1972. ‘Divaer i glas’ inviterede publikum med tilbage til Tivoli-varietéens historie – dengang hvor store jazz-divaer som Ella Fitzgerald, Marlene Dietrich og Josephine Baker gæstede København og dryssede lidt internationalt stjernestøv over byen.

I ‘Divaer i glas’ fortolkede flere af nutidens danske sangerinder de legendariske stjerner fra førhen. Blandt andet sangerinden Kaya Brüel der spillede rollen som Josephine Baker og sang ‘J’ai deux amours’ tilbage fra 1968. Som Josephine Baker bar Brüel en ekstravagant gul corsagekjole designet af Spangenberg. Kjolen med det store tylskørt var broderet op i blonde påsat swarovskisten og pailletter. Tilhørende var et par gule handsker, også med påsatte swarovskisten.

Udover den gule corsagekjole skabte Spangenberg yderligere 3 kjoler til ‘Divaer i glas’. Heriblandt en tro kopi af Marlene Dietrichs kjole fra filmen ‘Den blå engel’, som Dietrich bar ved sit besøg i Tivoli i 1967. Kjolerne er venligst udlånt at Tivoli og kan opleves helt tæt på i vores særudstilling ‘Klædt på til alle tiders selskab’.

1950'ERNES NOSTALGISKE SELSKABSKJOLER

Under anden verdenskrig var der – som følge af stofmangel – blevet nedlagt strenge regler for vidden på kjolers skørter, ligesom der heller ikke måtte være læg i taljen. Efter krigens økonomiske usikkerhed gjorde moden dog op med 40’ernes rationering og genbrug. Ovenpå år med restriktioner og mangelvarer havde kvinderne brug for at føle sig feminine igen, og en mere romantisk kvindemode vandt nu frem.

Timeglasfiguren blev igen kropsidealet i 50’erne, og hos nogle kvinder gjorde korsettet et mindre comeback for at leve op til forbilledet. Nu var det in med kraftigt markerede taljer og fyldige swingskørter, der med deres overforbrug af stof fremhævede den smalle talje. Filmstjerner som Marilyn Monroe og Audrey Hepburn var tidens helt store stilikoner, som man spejlede sig i.

Efterkrigstidens elegante og ultra feminine ‘New Look’ – skabt af designeren Dior – var gennemgående i 50’ernes årti. I begyndelsen af årtiet var selskabskjolerne hellange og med ekstra vidde, men i slutningen blev de efterhånden kortere og der blev vist mere ben. Samtidig fandt stropløse kjoler eller kjoler med blottede skuldre deres vej ind i især de unge kvinders garderobe.

Oplev 50’ernes overdådige selskabskjoler i ‘Klædt på til alle tiders selskab’.