Menu Luk

Modens fascinerende firkanter 1940-1990

2. oktober 2010 – til 6. marts 2011

En spændende særudstilling med tørklæder fra perioden 1940 til 1990. Disse dekorative firkanter sås i lyset af moden enten som prikken over i’et, praktisk beklædning eller hjembragt souvenir. I 1950’erne og -60’erne blev mange tørklæder hjembragt fra ferieturen som en lille souvenir med et påtrykt evigt minde fra fx Bornholm eller Mallorca.

særudstilling Tidens tøklæder
Billede fra særudstillingen

Tørklædet er i dag blevet et tilbehør, som vi alle elsker. Vi ser for os Grace Kelly eller Jaqueline Kennedy med deres smukke ansigter indsvøbt i de mest flatterende silketørklæder fra et af de store modehuse, som Hermes, Liberty, Chanel, Beauty of Copenhagen m.m.

Ved nærmere øjekast er disse silkestykker alle små kunstværker. Fra udsøgte blomstermotiver, hesteinspirerede design med bidsler og remme til de mere abstrakte med geometriske streger, prikker og klatter.

Kvinder har gennem årtusinder dækket håret af enten religiøse, funktionelle eller skønhedsmæssige årsager. Det var almindelig kutyme at kvinder bar tørklæde på gaden, dels for at holde på frisuren eller som varmt tørklæde i marken og på fabrikken eller over vaskekedlen derhjemme. Til mange nationaldragter var tørklædet fast tilbehør og vi husker billeder af de københavnske fiskekoner med deres kæmpe tørklæder bundet under hagen.

Museets udstilling består af hundredvis af tørklæder i skønne farver, forskellige materialer, små fortællinger og anekdoter bag om tørklæderne. Det giver et sjovt og interessant historisk billede. Gæsterne kunne også se fotos af kendte personer med deres tørklæder og måden at bære dem på.

Særudstillingen blev skabt i samarbejde med kurator og udstillingsdesigner Helle Borby og Keith Bassford fra Graphic Workshop.