Søg
Close this search box.

moden i 1960'erne

Tynde, drengede kroppe med Twiggy som idol
Som modreaktion på 1950’ernes meget kvindelige mode og snit, kom 1960’ernes pigede mode. Kropsidealet var at være tynd og have store øjne ligesom modellen Twiggy. Makeuppen var derfor også meget centreret omkring øjnene, og tøjet var designet til, at man var lang og tynd. En ny ting, miniskørtet – en meget kort nederdel, som årtiet er kendt for – blev bl.a. udbredt af Twiggy. Miniskørtet var dog ikke alene i teenagemoden. Både midi- og maxikjoler kom i løbet af årtiet på mode.

Modent og kvindeligt look med Jackie Kennedy som forbillede
Et andet stort stilikon i 1960’erne var den amerikanske præsidentfrue, Jacqueline Kennedy, der var meget voksen og kvindelig i sit udtryk med spadseredragter, elegante kjoler og små hatte. Hårmoden i 1960’erne var langt fra ensartet. Enten tog frisuren form efter idolerne, og man havde kort hår som Twiggy, eller man blev inspireret af Jackie Kennedy. Tidens sexsymbol, den franske skuespiller, Brigitte Bardot, blev med sit lange lyse hår også et modeikon. Opsat kunne håret ikke blive højt nok, så det blev touperet, eller man brugte en valk for give håret fylde.

Op art, ungdom og swinging London
Inden for billedkunsten opstod retningen op-art, som arbejdede med optiske sort/hvide mønstre. Dette kom også i nogen grad til at påvirke moden. Sort/hvide tern var særligt populære.

Unge mænd blev inspireret af rockmusikere som eksempelvis The Beatles. Ankelstøvler, kortere bukser, rullekraver og langt hår. Tøjet og musikken bredte sig fra ‘Swinging London’, og var noget, der chokerede de ældre generationer. Moden for voksne mænd blev også mere vild end tidligere, og stod i kontrast til det konservative og ensformige look, som var moderne i 1950’erne. Generelt begyndte moden i 1960’erne at tage mere udgangspunkt i ungdomsmoden.