Søg
Close this search box.

moden i 1940'erne

Genbrugsmaterialer og omsyninger under krigen
Under 2. verdenskrig blev det svært at få fat i mange varer, herunder tekstiler. Folk måtte derfor være kreative. Genbrugsmaterialer af forskellig art blev meget vigtige, og der blev skrevet bøger om genbrug. Tøj blev syet om, og stof fra f.eks. sække og faldskærme blev brugt til at skabe nyt tøj. At børnetøjet var genbrugstøj, var særligt vigtigt, da børn hurtigt voksede ud af det. Tøjet var i det hele taget meget praktisk.

Herremoden var også præget af stofrationering, og det tredelte jakkesæt med jakke, vest og bukser blev derfor todelt til blot jakke og bukser.

Kreativitet og uvilje mod tyskerne
Grundet mangel på materialer kunne kvinderne heller ikke få fat i silke- eller nylonstrømper. Her måtte man også være kreativ. For at give en illusion af at have strømper på, kunne man farve sine ben med farve. Strømperne havde en søm bag på benet, og man tegnede derfor en streg på bagsiden af benet med en øjenbrynspen.

Under besættelsen blev det også populært at vise sin uvilje mod tyskerne ved at iklæde sig rødt, hvidt og blåt – Royal Airforce’s farver.

Afslutningen på krigen førte til “new look”
Efter krigen kom der flere farver på tøjet og timeglasfiguren blev moderne igen. Christian Dior var en kæmpe inspiration, og i 1947 lancerede han ’New Look’. ’New Look’ involverede mere stof og langt mere fokus på kvindelige former end det militærinspirerede tøj, der havde været populært i mange år forinden.