Daells varehus
Daells Varehus bliver atter bragt til live
28.01.2013 – 19.12.2013
På særudstillingen kan man se både udsnit af katalogerne og varerne derfra. Derudover kan man få et fornøjeligt og lærerigt indblik i, hvordan moden og boligindretningen har ændret sig op gennem tiden. Her kan man opleve, hvordan katalogernes udseende og indhold forandrede sig gennem både de gode tider og de kriser, som Danmark stod overfor i løbet af de mange år, katalogerne blev sendt ud til varehusets kunder.
Det bugner med sjove ting og sager, der vækker nostalgi og minder hos det voksne publikum, mens børnene og de unge kan lære nyt om tidligere generationers liv. Daells Varehus bliver atter bragt til live gennem katalogerne og deres varer, og publikum kommer helt tæt på historien på Tidens Samling.
Alle katalogerne kan ses på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside: Daells Varehus Kataloger.
Udstillingsdesignere
Særudstillingen er skabt af udstillingsdesignerne Borby & Bassford v/Graphic Workshop i samarbejde med museumsdirektør Cæcilie Ning Hage. Tidens Samling har gennem 20 år gjort brug af Helle Borby og Keith Bassfords ekspertise, bl.a. i forbindelse med etablering og senere nyindretning af den permanente udstilling samt ved udvikling og opsætning af en lang række særudstillinger.