k for kähler keramik
04.10.2009 – 05.04.2010
Vild og mærkelig
Med inspiration i nutidens trend har museet Tidens Samling i Odense valgt at sætte spot på et af danmarkshistoriens største navne inden for keramik. På udstillingen vises noget af det ypperste fra datidens keramik. Gennem robuste lervarer fra tidens berømte værksted i Næstved fortælles en familiehistorie, hvor fremsynede personligheder var i stand til at levere stor håndværkerkunst til både Paris og Hamburg. Faktisk var Kähler så trendsættende inden for sit fag, at han blev betragtet som vild og mærkelig. I 1889 deltog Kähler på verdensudstillingen i Paris og blev verdensberømt natten over. Der blev lagt mærke til de dramatiske grove nordiske former, som passede perfekt ind i den toneangivende trend for hele datidens epoke, l’art nouveau.
Et frodigt kunstnerliv
Kähler forstod vigtigheden i at springe rammerne for, hvad der kunne lade sig gøre, og det gjorde værkstedet med stort held. Fra 1888 og frem til 1960’erne blev lerets muligheder konstant udforsket sammen med nogle af Danmarks bedste kunstnere. Teknikker blev finpudset og ikke mindst var der de dygtige malerpiger, som havde stor indflydelse på værkernes sanselige udtryk. Ihærdigheden gav potte. Op gennem det forrige århundrede vakte Kähler konstant opsigt helt ind i internationale kredse. Værkstedet var rammen om et sjældent frodigt kunstnerliv, hvor dansk art nouveau keramik blev til. Tidens Samling sætter fokus på værkstedets storhedstid frem til keramikfabrikken lukkede ned i 1974.
Dansk keramik på tæt hold
Besøgende på udstillingen går gennem den fantastiske historie og finder plancher med oplysninger om teknikker og malemetoder, der blev udviklet af de mange ansatte gennem tiden på værkstedet.
Tilrettelæggelse af særudstillingen
Særudstillingen “Kähler – Keramik gennem 100 år” er resultatet af et regionalt samarbejde mellem Tidens Samling i Odense, Næstved Museum og Danmarks Keramik Museum Grimmerhus i Middelfart. Genstandene er specielt hentet fra Poul Erik Madsen Kählersamling hos Grimmerhus og fra Næstved Museum, der har Danmarks største samling af Kähler værker. Kurator på særudstillingen er grafisk designer Lars Lauge og Keith Bassford fra Graphic Workshop.