Menu Luk

ksb til hjemmeside 2

Indblik i den nære fortids børnemode
Fra den 1. februar til den 17. december 2016 kunne man på Tidens Samling opleve den nostalgiske særudstilling “Klæder Skaber Børn.”
Dåbskjoler
Et tilbageblik på børns tøjkultur er en rejse blandt strutskørter, plusfour, cowboybukser, unisex, hjemmesyet tøj, arvetøj og drømmen om det fine tøj i varehuskatalogerne. En udvikling fra de små voksne i det fine søndagstøj, der skulle ses og ikke høres, til barnet i fuld bevægelighed og i centrum af familien.

I begyndelsen af det 20. århundrede var små børn alle klædt i kjoler, der var praktiske i forhold til bleskift. Der var ikke forskel på pige- og drengetøj før barnet ikke længere brugte ble og drengene fik bukser på, mens pigerne fortsatte i kjoler.

Hvis midlerne Se min kjolevar til det, gik børn som regel i knapstøvler. Ellers var det almindeligt helt op til efter 2. verdenskrig, at børn i sommerhalvåret gik barfodede, så de ikke sled på skosålerne. Tøjet var hjemmelavet med strikkepinde eller trædesymaskine. Kun få havde råd til få tøjet lavet hos en syerske eller skrædder. Når børnene voksede ud af tøjet overgik det til mindre søskende eller andre tæt på familien.

Op i gennem 60’erne blev det skræddersyede tøj erstattet af konfektionstøjet, og det blev i stedet vigtigt, hvilket mærke, der stod i kraven. I firserne kravlede mærkerne sågar udenpå stangtøjet i form af små krokodiller og Nikes genkendelige logo, som modreaktion på 70’ernes unisex-børnetøj i fløjl, mælkedrengestribet denim og hønsestrik.